Anders Ditlev Clausager, der var British Motor Museum Trusts (BMMT) første arkivar – han kom til det daværende BL Heritage i 1979 – sov fredeligt ind i 27. juli efter at have lidt af kræft i nogen tid. Han blev 76 år.
Anders’ navn vil være kendt for alle, der interesserer sig for bilhistorie. Han var forfatter eller medforfatter til over tyve bøger samt utallige artikler i bilpressen gennem mere end fire årtier.
Anders Studerede arkitektur i Århus (1970-74) og under studiet var han medstifter af Dansk Brandvæsen Museum. I denne periode (1973-1974) dukkede Anders også af og til op i ved arrangementer i Jysk MG Klub, som blev til MG Car Club Danish Centre West i 1974, og som vi nu kender som MG Car Club Denmark.
Anders havde dengang en Wolseley 4/44 og det var ifølge ham selv den der tændte hans interesse for Britisk bilhistorie. Anders rejste til England i 1974 for at studere bildesign.
Efter at have studeret til en mastergrad i bildesign ved Royal College of Art fra 1974 til 1976 arbejdede Anders først for Volkswagen og senere for British Leyland. Anders udførte en del af designet på VW Polo MK II stationcar varianten.
I 1979 blev han arkivar hos BL Heritage i Studley, Warwickshire, som senere blev til British Motor Industry Heritage Trust (BMIHT) i Gaydon, Warwickshire. I løbet af sin karriere der samlede han stort set alle de bevarede historiske produktionsoptegnelser fra virksomhederne i Austin Rover Group og brugte disse til at udarbejde det, der blev kendt som ”Heritage Certificates” (”fødselsattester”) til ejere af klassiske biler, en service, der senere blev efterlignet af mange andre bilproducenter.
Han forlod BMIHT til fordel for Jaguar Daimler Heritage Trust (JDHT) i Coventry i 2000, som senere også flyttede til Gaydon. Han ledede JDHT’s certifikatservice og iværksatte et program til at transskribere de originale produktionsoptegnelser for SS-, Jaguar- og Daimler-biler til databaseformat. Da han gik på pension i 2014, havde JDHT oprettet databaser for 250.000 biler.
Internationalt var Anders kendt som arrangør af en række europæiske konferencer om bilhistorie og som deltager i World Forum for Motor Museums.
Vi havde ved MG Car Club Denmarks EEOTY 2023 på Hindsgavl fornøjelsen af at møde Anders som foredragsholder, og han deltog også ved vores promotion event året før i 2022 på Silverstone hvor han signerede bøger for vores klubshop. Anders var meget begejstret over at deltage EEOTY 2023 der jo også var 50 års jubilæet for MG Car Club Denmark som han meget gerne ville om at have været en del af i starten.
Den historiske bilbevægelse er blevet meget fattigere med Anders’ bortgang.
Han efterlader sin mand David Sandison, som han giftede sig med i et registreret partnerskab i 2006, og de boede i Edgbaston, Birmingham, tæt på de vigtigste steder i den britiske bilindustri.
Gert Jørgensen
