Medlemsfordele

MG Car Club Denmark er for dig som ejer, eller ønsker at eje en af de mange forskellige MG modeller

Klubben har mange tilbud til medlemmerne, og arrangerer forskellige typer af aktiviteter som du kan deltage i når du er medlem: 

Hvert år laves 5 “familie-orienteringsløb”, som tæller til klubmesterskabet. Disse løb arrangeres af medlemmer med godt lokalkendskab, og vi kommer rundt i smukke og naturskønne områder som der findes masser af i Danmark, men som man ikke normalt ser. Ofte er der til disse løb også aktiviteter for børn. 

Der arrangeres “Picnic-ture” over hele landet hvert år. Her pakker man madkurven og triller en tur i det skønne danske landskab. Der er normalt ingen konkurrencer på disse ture. Hyggen er i højsædet. 

Manøvreprøver har vi gjort lidt mere ved de senere år. Vi kører gerne tidsprøver på lukkede områder, dog altid enkeltvis således man selv kan bestemme hastighed og lysten til at udfordre. Og er sikker på at få bilen helskindet med hjem! Du kan læse mere om vores MG Sport sektion under fanebladet MG Sport

Du kan deltage i den brede vifte af Pub/Garagemøder der bliver afholdt hver måned over hele landet. Det er på disse møder du møder andre medlemmer, og kan drage nytte af den store erfaring og viden som mange medlemmer besidder. Der bliver diskuteret og løst mange problemer ved disse møder. MG-shoppen har et rigt og bredt udvalg af MG relaterede ting. Bl.a. kan du her købe bøger, f.eks. reparations håndbøger, MG-historie, manualer m.m. Her finder du også tøj og merchandise med klubbens navn og logo, samt modelbiler, videoer og plakater. 

Klubben deltager på div. messer og udstillinger, bl.a. på Stumpemarked i Fredericia. Her har klubben en meget velbesøgt stand hvor alle medlemmer er velkommen til en snak og en kop kaffe. Også her er MG-shoppen altid til stede med hele sortimentet.

Se mere om MG-shoppen.

Som medlem modtager du også det flotte “MG-Bladet” 6 gange om året, fyldt med årets arrangementer og billeder af medlemmernes egne biler. 

Hjemmesiden som du her er inde på, er lavet og bliver vedligeholdt af klubbens egne medlemmer. Siden har et afsnit kun for medlemmer, som du skal logge ind på for at benytte. Her kan du bl.a. downloade MG-Bladet, studere  udvalg, se opdaterede resultater fra klubmesterskabet, og hente hjælp til arrangering af løb.

Alt dette plus muligheden for at få nogle gode oplevelser og knytte nye venskaber, får du for et årligt kontingent på 450 kr. 

Meld dig ind i dag og tag med MG Car Club Denmark ud at opleve det danske land i din MG!

Send din indmeldelse til klubben nu!