Tur nr. 7: Kolding og Christiansfeld

Turen går til Jylland over den gamle Lillebæltsbro og følger nordsiden af Kolding Fjord på en flot rute til Kolding.

I Kolding skal vi se det over 750 år gamle slot, som gennem århundreder var et af landets vigtigste kongeslotte. I dag er Koldinghus et moderne museum og en seværdighed i verdensklasse med en prisbelønnet restaurering og store internationale særudstillinger.

Turen fortsætter på sydsiden af Kolding fjord, gennem frodig østkyst natur, over Skamlingsbanken til Hejlsminde. Fra Hejlsminde fortsættes til Den Gamle Grænsekro, hvor der bydes på frokost.

Efter frokosten er der kun en kort tur til Christiansfeld, som vi skal se og høre nærmere om ved en guidet rundvisning. Christiansfeld blev grundlagt af Brødremenigheden i 1773 som en koloni og organiseret som en luthersk-evangelisk frimenighed. Byen har en velbevaret byplan og oser af autencitet med huse i gule sten med rødt tage, bygget i en særlig håndværksmæssig kvalitet, der i arkitekturen udtrykker enkelthed og harmoni.

I Europa og Amerika er der opført 27 Brødremenighedsbyer, hvoraf Christiansfeld er det bedst bevarede eksempel i Nordeuropa. Byens indretning viser menighedens sociale strukturer, som rummede særlige funktioner med korhuse for ugifte mænd, kvinder og enker, familiehuse, skoler og værksteder m.v. Alt var indrettet, så menigheden kunne leve et fælles og enkelt liv i byen. Størstedelen af byens historiske huse er bevaret i dag, hvorfor byens værdier og gode håndværk stadig kan opleves i byens særlige atmosfære.

De seneste år er mange af byens bygninger i den historiske bykerne blevet renoveret. Gennem hele renoveringsprocessen har målet været at bevare Christiansfeld som en levende by. Institutioner i Christiansfeld og i Kolding Kommune har indgået et samarbejde, som i fremtiden skal sørge for at bevare byens særlige autenticitet og integritet. Christiansfeld er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Efter oplevelserne i Christiansfeld køres der retur til Hindsgavl.